logo
Om KornBryg Opskrifter Udstyr Humle Teknik ----- Links Forside

KornBryg er et eksperimenterende håndbryggeri, hvor der mest satses på fremstilling af kvalitetsøl. Som så mange andre håndbryggere, brygger vi i vores køkken. Det er dog et stort ønske at udvidde vores bryggers, så brygningen kan foregå der og frigøre køkkenet. En brygning tager omkring 6 timer, og i det tidsrum kan køkkenet ikke rigtigt bruges til madlavning.

Som det fremgår af logoet, så bor vi i Strandby (9970) - lidt nord for Frederikshavn.

Tørstig murer, tegneren har alle rettigheder. Tegningen må ikke kopieres

Vi har ingen intention om at brygge kassevis af godt pilsnerøl til den "Tørstige murer". Det klarer Carlsberg og de andre store bryggerier ganske udmærket.
Vi satser på øl, der giver en anderledes duft- og smagsoplevelse. Det udelukker selvfølgelig ikke, at vi af og til brygger en "bælleøl" til brug i haven, når sommervarmen holder sit indtog i Danmark.

Heldigvis nyder husets frue også gerne en velsmagende håndbrygget øl. Også duften af malt og humle, som fylder hele huset når der brygges, er tålelig for hende.

Maltresterne fra brygningen spredes ud i haven og kultiveres ned i jorden. Det giver en mærkbar jordforbedring i de bede, som behandles på denne måde, så det er en lille sidegevinst for planter og fugle.

Inspirationen til mit første forsøg med ølbrygning, blev vakt af en avisartikel om de mange nystartede mikro-bryggerier og foreningen Danske Ølentusiaster.

Efter lidt søgen på Nettet og i nogle biblioteksbøger, følte jeg mig klar til at gøre forsøget. En del hengemt vinbryggeudstyr blev hentet ned fra loftet og husets suppegryde fik en ny anvendelse.
En pakke fra Brygladen indeholdt ingredienserne til "Min første Ale" (Ekstrakt metode)
Alen smagte egentlig ganske udmærket, men det blev hurtigt klart, at for at kunne lave sin egen ølstil, så må man starte fra bunden med god malt. Siden "Min første Ale" (oktober 2005) har jeg brygget efter All- Grain metoden.

En lille produktion af humle bliver det måske også til i 2007. Stiklingerne er i jorden og et stativ til humlerankerne er opsat, så nu må naturen klare resten.
Humleproduktionen er opgivet i 2011. Vi har for dårlige klimaforhold i Strandby

Om tilblivelsen af denne hjemmeside kan jeg kort fortælle:
Jeg havde ingen eller meget lidt viden om HTML, CSS og andre finurligheder udi kunsten, at programmere hjemmesider. Derfor kunne denne hjemmeside uden tvivl laves meget flottere og smartere, men jeg vil hellere bruge tiden på at brygge øl, end sidde i timevis bag computeren og skrive kode.

Programmet Stone's WebWriter har været en stor hjælp, og kan anbefales til andre "kodefumlere".
Der findes uden tvivl lignende programmer, som kan det samme.
Søg og brug det du synes bedst om - sådan er det også med øl.

Opdateret 28.12.2013